Klar til mere eksport til Kina

Rutek A/S i Randers har investeret en halv mio. kr. i en certificering for at få adgang til det kinesiske marked i fire år. Erhvervshus Midtjylland har medfinansieret 100.000 kr.

eksport

Den første ordre til Kina er skibet afsted fra Rutek i Randers, som producerer rustfrie tanke til pharma- og fødevareindustrien. Dermed er den første erfaring med eksport til det gigantiske marked i hus, og direktør og ejer Martin Ketil Bak regner med, at det bliver til flere på den anden side af Corona-krisen.

Sådan en certificering, som sikrer grønt lys til at eksportere til Kina i fire år, er dyr. Men som flere gange før har Erhvervshus Midtjylland bidraget til satsningen.

”Vi kunne få 100.000 kr. i medfinansiering fra Erhvervshus Midtjylland, men vi skulle selv have 500.000 kr. op af lommen. Det er en stor investering, som vi gik ind i, primært på grund af enkelte større samarbejdspartnere, som tidligere havde spurgt om Rutek A/S kunne levere til deres kinesiske fabrikker,” påpeger Ruteks direktør.

Da hans faste virksomhedskonsulent samtidig mente, at det var en god investering i en adgangsbillet til et nyt eksportmarked, og at der var mulighed for støtte, traf Rutek beslutningen og blev certificeret.

eksport_kina

Siden Martin Ketil Bak for ca. ti år siden deltog i et PLATO-udviklingsforløb med andre ejerledere, som Henrik Vistisen fra Erhvervshus Midtjylland faciliterede, har virksomhedskonsulenten ofte været sparringspartner, når direktøren træffer store beslutninger for Rutek.

”Alle de erfaringer jeg gennem årene har fået med Henrik Vistisen har været yderst positive. Han er fantastisk. En af de ting, han er god til, er at være proaktiv. Han ringer og gør mig opmærksom på, hvad jeg kan bruge af tilbud fra erhvervshuset,” siger Martin Ketil Bak.

Det er i høj grad værdsat hos den travle direktør, for det er ikke altid Martin Ketil Bak får øje på de støttemuligheder, der er relevante for Rutek, eller rykket på det, han læser i bl.a. erhvervshusets nyhedsmails.

Siden Martin Ketil Bak overtog virksomheden i 2008 få måneder før finanskrisen, er antallet af medarbejdere vokset til 27. Og de får ofte assistance af ekstra folk, når nye ordrer skal klares.

Direktøren prioriterer tid til udvikling af virksomheden, og i den forbindelse spiller Henrik Vistisen en vigtig rolle.

”Vi har nogle berigende samtaler med interessant ping-pong”, fortæller Martin Ketil Bak.

Læs mere om Rutek A/S her

Rutek A/S er fra Randers Kommune

Få sparring på din virksomhed

Tag en uforpligtende snak med en af vores konsulenter. Vores sparring er gratis og uforpligtende - og vi tager altid udgangspunkt i din virksomheds konkrete behov.

Jeg vil gerne kontaktes

Sidst opdateret: 10.06.2020