Indhold er hentet
Sådan styrker og beskytter du din forretning med IP-rettigheder
Har du styr på patenter, varemærker og hvordan du beskytter din unikke viden? Stort set alle virksomheder arbejder ud fra en idé. Gør din virksomhed det, så er det afgørende med en afklaring af, hvilke rettigheder (IP) du skal tage eller forsvare.
Indhold er hentet
Men er det vigtigt for min virksomhed, tænker du måske? Det er det, hvis du f.eks. vil:
- lancere et nyt produkt
- står over for at træde ind på et nyt marked
- skal skaffe kapital.
I de situationer er en afklaring af, hvilke rettigheder du skal tage eller forsvare helt afgørende.
Hvad betyder IP?
IP er en forkortelse for Intellectual Property– intellektuelle ejendomsrettigheder eller immaterielle rettigheder på dansk. At det er immateriel betyder, at det ikke er en fysisk størrelse.
En immateriel rettighed får man typisk på en idé. Når du får en god ide, er rettigheder ikke altid lige top-of-mind, men vi kan groft sagt opdele ideer i tre kategorier med hver sine rettigheder:
- En opfindelse eller en metode til at fremstille noget
- Et navn, et logo, eller et slogan
- Et design, en speciel form eller figur eller en speciel emballage
Kilde: Patent og varemærkestyrelsen
4 gode grunde til at beskytte dine rettigheder
- Står stærkere mod kopister
- Lettere adgang til finansiering, da du nemmere kan tiltrække investorer, hvis du viser, at du tænker langsigtet for din forretning. Indenfor biotek investerer man kun i virksomheden, hvis de har de immaterielle rettigheder.
- Ro til at arbejde
- Enerettigheder er handelsvarer
De tre typer IP-rettigheder
Man kan inddele typer af rettigheder i tre kategorier:
- Opfindelse
En idé, der har en teknisk løsning, kan du beskytte med et patent. Fx skruelåget på en termoflaske. - Navn og logo
En idé kan være et ord, navn eller logo, der kendetegner din virksomhed. Det kan du beskytte med et varemærke. Fx kan navnet på termoflasken varemærkebeskyttes. - Design
En idé, der har en specielform eller udseende kan du beskytte med en designregistrering. Fx kan termoflaskens form designbeskyttes.
Patent
Et patent giver din virksomhed eneret til en teknisk opfindelse i op til 20 år. I den periode må andre ikke producere eller sælge din idé uden at lave en aftale med dig. Et patent skal fornys en gang om året og gælder kun i de lande, hvor du har søgt om patentbeskyttelse.
Varemærker
Et varemærke er det navn eller kendetegn, som din virksomhed kan bruge til at markedsføre sig selv og sine produkter eller service. Varemærker inddeles i produktkategorier og varemærket skal have særpræg og må ikke være beskrivende. Varemærke gælder ti år ad gangen og kan altid fornys.
Design
En designregistrering beskytter form og udseende på din idé. Den gælder i op til 25 år. I den periode må andre ikke kopiere dit design. Din idé kan designbeskyttes, hvis:
- Dit design er nyt og ikke tidligere offentliggjort
- Har individuel karakter, der adskiller det klart fra kendte produkter.
Gør du brug af dine rettigheder, kan du styrke din virksomheds bundlinje. Så kan du stå stærkere end dine konkurrenter, som ikke gør brug af deres rettigheder. Det er en vej til at styrke din virksomheds bundlinje og konkurrenceevne.
Indhold er hentet
Få et gratis IP-tjek
Det behøver ikke at koste en formue at få styr på dine rettigheder og beskyttelse af din ide.
Hos os får du et gratis og uvildigt tjek af din virksomheds unikke viden og immaterielle rettigheder. Sammen afdækker vi, hvordan din virksomheds viden bliver beskyttet i dag, og om alle muligheder er undersøgt og udnyttet. Hvis ikke, kan vi vejlede dig i, hvad du kan gøre, og hvordan du kan bruge dine immaterielle rettigheder til at sikre fortsat vækst i din virksomhed.
Har du brug for mere hjælp, kan vi hjælpe med at finde rådgivere, som kan understøtte din virksomhed på IPR-området fremover.
Men alt det finder vi ud af sammen.
Indhold er hentet
Vil du vide mere?
Så har vores virksomhedskonsulenter en masse viden de gerne vil dele med dig. De er klar til at tage en snak - det er helt gratis.