Indhold er hentet
6 strategier til at skabe økonomisk vækst i din virksomhed
Vil du gerne udvikle og vækste din virksomhed? Så kan det være en god idé at lægge en vækststrategi. Med en gennemarbejdet vækststrategi kan du aktivt øge din virksomheds omsætning, indtjening og overskud.
Indhold er hentet
En vækststrategi er din plan for, hvordan din virksomhed skal udvikle sig de næste 3-5 år. Det handler typisk om at øge omsætningen, få flere kunder, tage markedsandele eller tilbyde nye produkter og services. Men det starter med et valg: Vil du bare holde skruen i vandet – eller vil du fremad?
Derfor er en vækststrategi vigtig
Hvis du ikke har en plan for din vækst, er der risiko for, at du kun holder driften kørende. Det kan fungere et stykke tid – men uden udvikling risikerer du at sakke bagud. Kunderne rykker videre, markedet forandrer sig, og dine konkurrenter finder nye veje.
Det gælder især for SMV’er. Det er et konkurrencepræget marked – særligt i et lille land som Danmark. Men selv uden store budgetter og tunge maskinrum, kan du skabe vækst og stå stærkere i markedet. Nøglen er at arbejde strategisk og træffe bevidste valg.
Skal vi hjælpe dig med at lægge en strategi?
Start med at forstå din egen virksomhed – og markedet omkring dig
Før du kan vælge retning, skal du forstå, hvor du står. Brug fx en SWOT-analyse til at få overblik over dine styrker, svagheder, muligheder og trusler. Og lav en konkurrentanalyse – det behøver ikke være tungt, men det kan give dig nyttige indsigter:
Styrker og svagheder
Det er vigtigt, at du identificerer dine konkurrenternes styrker og svagheder og at du sammenligner deres værditilbud med dit eget.
- Hvad gør dine konkurrenter godt?
Hvad gør du bedre?
Markedspositionering
Dan dig et overblik over, hvordan konkurrenterne positionerer sig i markedet og hvilke segmenter de måske overser.
Produkt- og serviceudvikling
Se på dine konkurrenternes produkter og tjenester for at identificere trends, innovationer og huller på markedet. Hvordan skiller dine produkter eller services sig ud?
Markedsstrategier
Analysér konkurrenternes markedsførings- og salgsstrategier for at få indblik i, hvordan de tiltrækker og fastholder kunder. Det kan hjælpe dig med at forbedre din virksomheds markedsføringsindsats og salgsstrategi.
6 strategier, der kan skabe økonomisk vækst
Der findes rigtig mange muligheder, når det kommer til at skabe økonomisk vækst i en virksomhed. En nøglefaktor, der ofte adskiller virksomheder, der opnår ekstraordinær vækst, er deres evne til at identificere og implementere effektive vækststrategier.
Vækststrategier kan variere fra virksomhed til virksomhed, og hvilken strategi der passer i din virksomhed, er ofte afhængig af industri, størrelse, ressourcer og konkurrencesituation.
Her er 6 veje du kan overveje:
1. Sælg mere til dine nuværende kunder
Det er ofte billigere at sælge mere til dem, du allerede har, end at skaffe nye.
2. Udvikl nye produkter eller services
Er der noget, dine kunder savner? Kunne du tilbyde det som abonnement?
3. Gå efter et nyt kundesegment
Måske er der en målgruppe, du ikke har haft fokus på før.
4. Bliv bedre til at fastholde kunder
Langvarige kunder skaber stabil indtjening. Hvordan holder du fast i dem?
5. Gå ind på et nyt marked
Kan du sælge dine produkter i en ny region – eller måske i udlandet?
6. Leg med prissætning
Skal du gå efter volumen eller premium-position? Det ene udelukker ikke det andet.
”Fremfor for at sælge en ny maskine hvert 12. år til vores kunder, vil vi sælge abonnementer, som giver en løbende indtægt. Det knytter kunderne tættere til os og giver os en stor konkurrencefordel, for det er nyt i betonbranchen. Lige nu er vi unikke på markedet, og det vil give et vækstløft.”
– Henrik B. Jeppesen, direktør i Fibo Intercon
Sådan laver du en vækststrategi – step by step
Der findes ikke ét facit for, hvordan du laver en god vækststrategi. Men der er nogle vigtige elementer, du med fordel kan have med. En stærk vækststrategi giver dig retning – og den gør det tydeligt, hvilke handlinger der skal til for at nå dine mål. Den skal være realistisk, konkret og tilpasset netop din virksomhed.
Her er 6 trin, der hjælper dig i gang:
1. Definér dine mål
Start med at være tydelig omkring dine ambitioner. Hvad vil du opnå med din vækststrategi? Det kan fx være at:
- Forbedre indtjeningen
- Udvide til nye markeder
- Øge antallet af medarbejdere
- Lægge om til en mere bæredygtig forretningsmodel
Sørg for, at dine mål er specifikke, målbare og realistiske – og tænk 3-5 år frem. Jo mere konkret du er, jo nemmere bliver det at følge op og måle fremgang.
2. Analysér markedet
Når målene er på plads, skal du forstå det marked, du opererer i – og det marked, du måske vil ind på. Her bør du se på:
- Kunderne: Hvilke behov har de? Ændrer deres adfærd sig? Er der nye krav eller forventninger, fx i forhold til bæredygtighed eller digitalisering?
- Konkurrenterne: Hvad gør de godt? Hvad overser de? Hvor differentierer du dig
- Markedstendenser: Er der noget i bevægelse, du kan udnytte? Er der lovgivning på vej, der påvirker din branche?
En grundig markedsanalyse giver dig ikke bare indblik – den hjælper dig med at spotte muligheder og undgå faldgruber.
3. Vurdér dine ressourcer og kapacitet
Nu er det tid til at tage de realistiske briller på: Har du de nødvendige ressourcer til at føre din strategi ud i livet?
Tænk over:
- Har du de rigtige medarbejdere – og nok af dem?
- Kan du følge med, hvis salget stiger?
- Har du plads på lageret? Nok råvarer? De rette systemer?
- Hvad med økonomien – har du likviditet til at investere i vækst?
Det kan være fristende at sigte højt, men det er vigtigt at matche ambitioner med virkelighed. En vækststrategi skal være bæredygtig – både økonomisk og organisatorisk. Det nytter ikke at skabe vækst, hvis virksomheden knækker over på midten undervejs.
4. Identificér dine vækstmuligheder
Vækst handler ikke altid om store forkromede initiativer. Ofte findes potentialet lige foran dig – i det, du allerede gør godt.
Spørg dig selv:
- Kan vi sælge mere til vores nuværende kunder?
- Er der nye segmenter, vi nemt kan tilpasse os til?
- Kan vi udnytte tendenser i markedet – fx den grønne omstilling?
- Har vi produkter, der kunne gentænkes som en service eller et abonnement?
Du behøver ikke finde på noget nyt – men du skal finde dét, der giver mening for din forretning. Og husk: En udfordring i markedet kan ofte vendes til en mulighed, hvis du tør tænke lidt anderledes.
5. Lav en konkret vækstplan
Din strategi er retningen – din vækstplan er handlingen. Her omsætter du mål og idéer til noget, der kan gøres. Det handler om:
- Hvad skal gøres?
- Hvem gør det?
- Hvornår skal det ske?
- Hvilke ressourcer kræver det?
Når du laver en vækststrategi, giver det god mening at lave en prioriteringsliste.
Din prioriteringsliste er en del af din vækstplan. Den skal hjælpe dig med at skabe overblik over, i hvilken rækkefølge initiativerne skal igangsættes.
For at have de bedste forudsætninger for at prioritere, kræver det en grundig analyse og vurdering af kunder, konkurrencesituationen og markedet. Du skal selvfølgelig vælge det, hvor der er størst potentiale.
6. Implementér – og følg op
Sidste – men måske vigtigste – trin: Få det til at ske.
Det kan virke overvældende at føre en hel strategi ud i livet. Derfor er det vigtigt at tage ét skridt ad gangen. Del dine mål op i mindre etaper. Følg løbende op: Er du på rette vej? Hvad virker – og hvad skal justeres?
Din strategi skal ikke være en støvet plan, der ligger i en skuffe. Den skal leve og justeres, når virkeligheden ændrer sig.
Du behøver ikke gøre det hele på én gang. Du skal ikke nå alt på én dag. En god strategi handler om at prioritere – og tage det næste bedste skridt.
Indhold er hentet
Vil du have hjælp til at gøre din vækststrategi konkret?
Så sidder vi klar til at sparre med dig – gratis og uforpligtende. Vores dygtige forretningsudviklere har solid erfaring med strategi og forretningsudvikling og har også indblik i relevante tilskudsmuligheder til din virksomheds udvikling.

