Gå til sidens indhold

Indhold er hentet

Indhold er hentet

Artikel

Sådan laver du en forretningsplan – 9 punkter

Har du lige startet en virksomhed? Så er det en god idé at få styr på din forretningsplan. Med den i hånden kan du danne et overblik over virksomheden i dag og i fremtiden, og du står stærkere overfor potentielle investorer.

Indhold er hentet

Det kan være svært at huske og holde styr på det hele, hvis du er iværksætter og lige har startet en forretning – eller har planer om at gøre det. Men lige præcis forretningsplanen bør du ikke springe over. Fordi den sørger for, at du sætter en klar retning, så du kan prioritere dine opgaver – og få tid til det vigtigste.

En forretningsplan er køreplanen for din virksomhed. Uden den har du ikke forretningens udgangspunkt, og du ved ikke, hvor virksomheden skal hen. Derfor kan det blive svært at tjene penge og få investorer med om bord. 

I denne artikel kan du blive klogere på, hvorfor du bør have en forretningsplan. Derudover får du en guide i 9 trin til, hvordan du laver en forretningsplan. 

Hvad er en forretningsplan?

En forretningsplan er, som ordet antyder, en plan der fortæller, hvor din virksomhed er nu, og i fremtiden, og som danner grundlag for din strategi

Forretningsplanen sætter ord og tal på din virksomhed. Den indeholder information om, hvordan du vil drive og udvikle virksomheden. Derfor er den et godt værktøj til at videreudvikle og konkretisere din forretningsidé. 

Tre gode grunde til, at du bør have en forretningsplan

Der er flere grunde til, hvorfor du bør lave en forretningsplan. Grundlæggende er formålet med en forretningsplan at sikre, at din forretningsidé rent faktisk kan blive til en forretning. Det er en god idé at lave forretningsplanen, inden du kommer for godt i gang med din nye virksomhed. Herunder kan du læse de tre primære grunde til, hvorfor du bør lave en forretningsplan hurtigst muligt.

  • Test din idé: Du skal være helt sikker på, om din forretningsidé har et godt grundlag, og om den kan overleve. Man kan også sige, at en forretningsplan er et pejlemærke for, om din virksomhed bliver en succes eller ej. Ved at lave en forretningsplan sikrer du, at der er tænkt på alle de nødvendige dele, og den kan være med til at bevise din plads i markedet.
  • Få finansiering: En forretningsplan er altafgørende, hvis du skal bruge økonomisk hjælp til din virksomhed. Det kan eksempelvis være hos din bank eller andre investorer. De vil gerne vide præcis, hvad de investerer i. Med en forretningsplan kan du stå meget stærkere, når du skal pitche over for investorer. 
  • For din egen skyld: Forretningsplanen kan sørge for, at du ikke mister overblikket undervejs, fordi du får visualiseret dine tanker og idéer. 

9 punkter du skal inkludere i din forretningsplan

Ved du, hvad en forretningsplan indeholder? Det er det nok de færreste, der gør. Derfor har vi samlet et enkelt overblik til dig. 

Det er vigtigt at huske på, at der ikke findes en facitliste for, hvad din forretningsplan skal indeholde, eller hvordan den skal se ud. Men hvis du gerne vil lave en god og relevant forretningsplan, skal du sætte de rigtige emner i fokus og besvare dem på en troværdig og ikke mindst dokumenteret måde. 

Det skal din forretningsplan indeholde: 

  1. En god beskrivelse af din forretningsidé
  2. En oversigt over de produkter eller de services, du vil sælge
  3. En markedsanalyse af det marked, du skal agere på
  4. Et overblik over den økonomi, der er i virksomheden: Etableringsbudget, driftsbudget og likviditetsbudget 
  5. Personlige ressourcer: Hvad er dine styrker og svagheder? Det kan kortlægge om der er behov for hjælp eller kurser 
  6. Salg og markedsføring: Hvordan vil du sælge og markedsføre virksomheden og tiltrække nye kunder? Beskriv kanalerne, og hvad det vil koste
  7. Organisering af virksomheden: Hvad er ejerforholdet, og hvem skal drive virksomheden? 
  8. Virksomhedens udvikling: Hvor ser du din virksomhed om 1-3 år?
  9. Finansiering: Er der behov for finansiering? I så fald hvor meget?

Din forretningsplan bør som minimum indeholde de første fire punkter. I så fald er der tale om en simpel forretningsplan. Hvis du gerne vil lave en fuldkommen forretningsplan, vil vi anbefale dig også at inkludere – eller i det mindste gøre dig nogle tanker om – de resterende fem punkter. 

Det kan være en god idé at starte din forretningsplan ud med et kort resumé, som giver et hurtigt overblik over de vigtigste aspekter af din virksomhed.

Sådan laver du en forretningsplan

Research, research, research. Når du skal lave din forretningsplan, kræver det først og fremmest en masse research. Du skal undersøge markedet grundigt og kortlægge, hvor og hvordan du vil sælge dit produkt eller ydelse, til hvem og hvad det koster. 

Det er altafgørende, at det der står i din forretningsplan, har bund i virkeligheden, og ikke blot er “grebet ud af den blå luft”. På den måde har du et bedre grundlag for at træffe de rigtige beslutninger og lave en veldokumenteret og troværdig forretningsplan. 

Hos Virksomhedsguiden kan du helt gratis downloade en skabelon til forretningsplanen. Skabelonen gør det nemmere for dig at lave en forretningsplan, som indeholder alle de relevante informationer. Du kan selvfølgelig altid tilpasse skabelonen efter dit behov. 

Vores bedste råd til din forretningsplan 

Skal du pitche din forretningsplan for en række investorer? Så har vores virksomhedskonsulent Per Høj Jørgensen et godt råd til dig: 

“Tænk på, hvad investorerne gerne vil vide. Hvem står bag, hvad er forventningerne til markedet, hvordan har du tænkt dig at løse udfordringer, hvad er dit budget, og hvor mange penge, skal der til for at nå virksomhedens mål?” 

En god forretningsplan tager altså udgangspunkt i modtageren og ikke kun, hvad du gerne vil fortælle eller dine drømme, håb og visioner for virksomheden. 

Skal du have hjælp til at lave din forretningsplan?

Virker det stadigvæk lidt uoverskueligt at skulle lave en forretningsplan? På trods af indholdsoversigten og skabelonen. Eller vil du bare gerne have feedback på din færdige forretningsplan? Så står vi hos Erhvervshus Midtjylland klar til at hjælpe dig. 

Vi skriver og laver ikke din forretningsplan for dig. Men vores virksomhedskonsulenter sparrer gerne med dig forud for, at du skal skrive den – og læser og kommenterer på den for at sikre, at den er sammenhængende og veldokumenteret. 

Vi kan også vise dig et eksempel på en god forretningsplan til inspiration. Og så er du selvfølgelig også velkommen til at øve dit pitch på os. 

Få hjælp til at lave en forretningsplan

Læs også de 7 trin til, hvordan du kommer i gang med digital strategi.

Indhold er hentet

Vil du vide mere?

Så er vores virksomhedskonsulenter Helle Toftgaard og Jesper O. H. Sørensen specialister i strategi, forretningsudvikling og forretningsplaner. De er klar til at tage en snak med dig – helt gratis.

Book et mødeÅbner link i ny fane

Kom godt fra start

Som iværksætter er der mange ting at holde styr på. Og det kan være svært at være ekspert inden for alle områder. Hos os kan du få 1:1 sparring og vejledning af erfarne forretningsudviklere om, hvordan du kommer godt fra start – helt gratis og uvildigt.