Indhold er hentet
Digital strategi: 7 trin til at komme i gang
En digital strategi er ikke noget, som kun de store virksomheder skal forholde sig til. Digital strategi er mindst lige så vigtig for små og mellemstore virksomheders vækst – og overlevelse i fremtiden. Alligevel møder vi stadig mange virksomheder, der ikke arbejder med en egentlig digital strategi. Og det er en fejl, hvis du spørger os. Men hvad er en digital strategi egentlig? Og hvordan udvikler du en succesfuld digital strategi? Det ser vi nærmere på i denne artikel, hvor du også får 7 trin til at udvikle en digital strategi.
Indhold er hentet
Hvad er en digital strategi egentlig?
En digital strategi er – lidt forsimplet – en overordnet plan for en række handlinger, der skal hjælpe dig (og din virksomhed) med at nå jeres forretningsmål gennem digitale indsatser. Din digitale strategi bør bygge på indsigt og indeholde alt fra målgruppeviden og kommunikation til teknologi, platforme og taktiske fremgangsmåder.
Det er vigtigt at holde sig for øje, at der hele tiden sker forandringer i vores digitaliserede verden. Derfor bør du også løbende integrere disse forandringer i din digitale strategi.
Hvorfor er en digital strategi nødvendig?
En stadig større del af vores hverdag er digital – både på jobbet og når vi har fri. Det er i højere og højere grad i den digitale arena, virksomhederne kæmper om forbrugere og andre virksomheders opmærksomhed.
I mange brancher handler det ikke længere om, hvem der repræsenterer sig bedst fysisk. Nu handler det nærmere om, hvem der gør sig bedst digitalt. Det betyder også, at konkurrencen bliver hårdere. For i den digitale verden, er der mange flere aktører. Men ved at have en klar digital strategi, kan du få kontrol over din digitale tilstedeværelse og styrke din konkurrenceevne.
7 steps til en digital strategi
Din digitale strategi bør aldrig stå alene. Det er vigtigt, at den er en naturlig forlængelse af din virksomheds overordnede forretningsmål og -strategi.
Der findes ikke en fast skabelon for, hvordan du udvikler en digital strategi. Men vi har her udarbejdet en guide med 7 trin, som vi oplever, er vigtige at have med i en digital strategi.
- Situationsanalyse
Start med at afdække, hvor din virksomhed står i dag. Hvor er I digitalt? Hvad er jeres udfordringer og styrker? Og hvor vil I gerne hen? Det er spørgsmål som disse, der skal afdække jeres nuværende digitale tilstedeværelse og give jer svar, som hjælper med at skabe et stærkt fundament for jeres nye digitale strategi. - Kortlægning af KPI’er
Næste punkt er at få styr på de digitale KPI’er. Hvad ønsker din virksomhed at opnå med en digital strategi? Sæt klare målsætninger op for de digitale indsatser. Overvej om målsætninger, budgetter og tidshorisont stemmer overens.
Det er vigtigt at kunne måle og rapportere på indsatserne– af to grunde: For at sikre, du er på rette vej, og at du bliver klogere løbende. Måling er altså dit styringsredskab, som du kan bruge til at følge med i, hvordan det går. - Få styr på konkurrenterne
Det er vigtigt at vide, hvem konkurrenterne er. Du skal have styr på, hvem det er, du er oppe i mod. Hvis du ikke allerede har lavet en konkurrentanalyse (evt. en konkurrent-matrix), så er tiden til det nu. Kig på, hvordan dine konkurrenter agerer og performer digitalt. Er der noget, som de er bedre til end dig? Og omvendt – er der ting, som du er bedre til end dem? - Målgruppeanalyse
Hvad ved du om din målgruppe? Jo mere du ved, jo bedre kan du ramme den. Mere viden om din målgruppe er måske den bedste investering, du kan foretage, hvis du skal have mest ud af en digital strategi. De digitale kanaler giver nemlig helt unikke muligheder for at kommunikere til den rette målgruppe på den rette måde og på det rette tidspunkt. - Få styr på den digitale kunderejse
Det er vigtigt at vide, hvilke kontaktpunkter dine kunder er til stede på, og hvilke der konverterer bedst. Hvor finder din målgruppe inspiration? Hvilke kanaler er de til stede på? Prøv at lave en liste over alle de kontaktpunkter, som du kan komme i tanke om.
Der vil ofte være mange, når først du begynder at tænke hele kunderejsen igennem. Derfor kan du passende bruge din målgruppeanalyse som udgangspunkt. - Mediestrategi
Det er vigtigt, at du laver en klar strategi for, hvilke medier du (din virksomhed) skal bruge for at kommunikere med jeres målgruppe. Hvilken rolle spiller medierne (kanalerne) i kunderejsen? Det er vigtigt, at du hele tiden holder din mediestrategi op mod din målgruppestrategi og kunderejse, så du ikke kommer til at sigte for bredt. - Kortlæg det digitale roadmap
Når du har fået styr på de enkelte trin, skal du lave et digitalt roadmap, der skal hjælpe dig med at udrulle din digitale strategi og opnå dine mål. Et roadmap skaber overblik, er nemt at kommunikere, og kan bruges som baggrund for systematisk opfølgning.
Dit roadmap skal indeholde en konkret plan, som bør strække sig 1-3 år ud i fremtiden.
Implementering af digital strategi
Værdien af din virksomheds digitale strategi høstes først, når den kommer ud og leve i virksomheden. Men hvordan får du strategien omsat til handling, og driver det videre arbejde med at få den implementeret i virksomheden?
I stort set alle virksomheder, er ansvaret for den digitale strategi uklart og distribueret - et sted mellem IT, kommunikation, markedsføring og ledelsen. Det betyder, at der ikke er et klart mandat for den digitale udvikling.
Det kan løses på flere måder. Du kan for eksempel etablere en digital afdeling, et digitalt team eller noget helt tredje. Vigtigt er det i hvert fald, at du placerer ansvaret et sted i virksomheden, der har mandat og evne til at indfri de forretningsmæssige mål og eksekvere roadmappet.
Husk på, at hvis du vil lykkes med din digitale strategi, så ligger 95 % i eksekveringen. Så det er vigtigt, at du har fokus på at følge strategien.
Overvej at sparre med en digitaliseringsekspert
Hos Erhvervshus Midtjylland oplever vi, at flere små og mellemstore virksomheder har brug for og gavn af sparring med digitaliseringseksperter, som har erfaring fra lignende virksomheder og er god til at pin-pointe, hvor de største potentialer er.
En digitaliseringsekspert kan hjælpe din virksomhed med at tage de indledende snakke og de første skridt mod en digital strategi. Når de første overvejelser i den digitale strategi er gjort - måske med sparring fra en erfaren - kan du arbejde videre selv.
Indhold er hentet
Vil du vide mere?
Så står en af vores virksomhedskonsulenter med speciale i digitalisering og digital transformation klar til at sparre med dig eller hjælpe dig videre – helt gratis.