Tredje generation udvikler og løfter Søby til nye højder

Der har været fuld damp på udviklingen i Søby, siden Mette Frantsen overtog virksomheden sammen med sin bror. Med vejledning fra Erhvervshus Midtjylland har de søsat flere projekter blandt andet indenfor eksport, markedsudvikling og digitalisering - og flere er på vej i fremtiden.


Søby Maskinaktieselskab bevæger sig til dagligt i en absolut niche i dansk industri. De producerer transportanlæg og løsninger til håndtering, tørring og beluftning af korn, afgrøder og andre bulk varer.

Mette Frantsen er tredje generation af den familieejede virksomhed. Sammen med sin bror ejer hun 90 % af Søby, som deres farfar grundlagde i sin tid. Deres far ejer de sidste 10 procent. Efter søskendeparret overtog virksomheden, skulle de sammen finde en ny retning. Hvor ville de som nye ejere hen?:

”Vi startede med at tage fat i Erhvervshus Midtjylland for at få sparring omkring, hvordan vi kunne gribe det hele an og hvilke projekter, der var relevante at sætte i gang først. Vi har fået hjælp til, hvordan vi kan arbejde med forskellige aspekter såsom eksport, markedsudvikling, intern udvikling og digitalisering – og det har været en rigtig vigtig hjælp for os”, siger Mette Frantsen.

DEKORATIVT_BILLEDE_SOEBY

Da hun havde valgt en privat rådgiver til at stå for den overordnede strategiproces, fik Søby medfinansieret halvdelen af udgiften gennem Erhvervshus Midtjylland:

”Det er jo lige sådan et skub i den rigtige retning i forhold til, at vi tør at sætte projekterne i gang”, understreger Mette Frantsen.

Ifølge Jan Lund, der er Sales Manager i Søby, så har det haft stor betydning, at Erhvervshus Midtjylland også har hjulpet virksomheden med at finde rundt i de forskellige muligheder, der ligger i tilskudsordninger og medfinansiering til at få projekterne op at stå:

”I samarbejde med Erhvervshus Midtjylland har vi tidligere gennemført eksportprojekter, som har givet os viden om nogle markeder længere ude. Havde vi selv skulle tilegne os den viden, skulle vi bruge rigtig meget tid på det”, påpeger han.

Inden Søby første gang samarbejdede med Erhvervshus Midtjylland, havde virksomheden ikke tidligere arbejdet med strategi eller en overordnet tilgang til forretningsudvikling:

”Det har stillet os et helt andet sted, end vi stod tidligere, fordi vi nu er meget mere bevidste om, hvad vi vil arbejde med, og i hvilken rækkefølge, vi vil arbejde med det”, siger Mette Frantsen.

Læs mere om Søby her.

Søby er fra Skive Kommune

Få sparring på din virksomhed

Tag en uforpligtende snak med en af vores konsulenter. Vores sparring er gratis og uforpligtende - og vi tager altid udgangspunkt i din virksomheds konkrete behov.

Jeg vil gerne kontaktes

Sidst opdateret: 08.03.2021