Sprint dig til succes

DEKORATIVT_BILLEDE

Designsprint er en særdeles effektiv metode til forretningsudvikling. Men hvad går et designsprint egentlig ud på? Og kan alle typer virksomheder bare sprinte derud af?

Et designsprint er en veldefineret metode, der kan hjælpe dig og din virksomhed med at gøre idéer konkrete, designe tidlige bud på løsninger og få løsninger valideret.

Gennem et designsprint kan din virksomhed få afklaret, om et nyt produkt, service, koncept eller ny forretningsstrategi overhovedet er relevant for din slutbruger – og hvad det i givet fald er vigtigt at være særlig opmærksom på i en eventuel videre udvikling af en endelig løsning.

Kort sagt: din virksomhed kan altså undgå at sætte forkerte projekter i gang, minimere risikoen for fejl og opnå en større træfsikkerhed i markedet.

Designsprint kom på alles læber

Designsprint kom på alles læber i 2016, da man i opfinderen Jake Knapps populære bog ”The Sprint Book” kunne læse, hvordan virksomheder som LEGO, Uber, Tesla og Facebook havde haft succes med at anvende metoden.

”Det er ligesom at kigge ind i fremtiden og se, hvordan dine kunder reagerer, før du bruger en masse tid og ressourcer på at bygge et færdigt produkt.”, Jake Knapp, designer og opfinder af designsprintet.

Jake Knapps oprindelige designsprint strækker sig over 5 dage, men et designsprint kan også gennemføres på kortere tid. Om et designsprint gennemføres på fem eller tre dage er fællesnævneren, at det forløber som en intensiv proces i forskellige faser.



Hvordan ser et designsprint ud?

Faserne i et designsprint er:

  1. Forståelse af brugerbehov
  2. Idé- og løsningsudvikling
  3. Valg af idékoncept
  4. Udvikling af prototype
  5. Test og validering af løsning

Til hver fase hører en række helt konkrete værktøjer, der hjælper din virksomhed hurtigt fra idé til prototype og derefter til test og validering af løsningen. I hele processen har din virksomhed et skarpt fokus på slutbrugerne, der også direkte involveres i test- og valideringsfasen.

Hvornår er et designsprint velegnet?

Et designsprint er særligt velegnet, hvis din virksomhed står med en større udfordring, den ikke har nogen indlysende løsning på. Designsprintet kan både bruges til at udvikle nye produkter, services, koncepter og nye forretningsstrategier.

Processen kræver, at et team fra din virksomhed får tid til at arbejde dedikeret og koncentreret med opgaven i de dage, sprintforløbet strækker sig over.

Et designsprint kan f.eks. være en oplagt mulighed, hvis din virksomhed:

  • står med en forretningsstrategisk udfordring
  • ikke ved, hvilken udfordring, der skal løses eller hvordan den kommer i gang med et udviklingsprojekt
  • står med et tværfagligt udviklingsprojekt, der er kørt i hårdknude
  • står med en stram deadline og gerne vil være klar med en brugertestet prototype
  • gerne vil minimere risikoen for fejl (fx i omkostningstunge projekter)
  • har brug for at (gen)opfinde et produkt, service, koncept eller intern proces med slutbrugeren i fokus

Alle typer virksomheder kan sprinte

De fleste virksomheder møder på et tidspunkt udfordringer, hvor løsningen ikke står soleklart. Andre virksomheder sætter projekter i søen, der fejler lidt for ofte. Alle slags virksomheder på tværs af brancher kan arbejde med metoden og sprinte sig til succes.

Sådan sprintede Silkeborg Spåntagning sig til løsning

DEKORATIVT_BILLEDE

Hvordan får man kontakt til kunder i en tid, hvor fysiske møder ikke er i høj kurs? Det er Maskinfabrikken Silkeborg Spåntagning A/S ved at udvikle en model for - og direktør Per Lyngaa påpeger, at processen har været en øjenåbner.

Læs mere om Silkeborg Spåntagnings forløb

Vil du vide mere?

Vi står klar med gratis og uvildig vejledning. Vi tager gerne en individuel drøftelse med dig om, hvordan du kan arbejde med designsprint i din virksomhed og giver dig overblik over dine muligheder for medfinansiering.

Jeg vil gerne kontaktes

Sidst opdateret: 25.11.2020