Bæredygtig dansk stol fra Upcycling Scandinavia

Iværksættervirksomhed i Skive forvandler affald til stole af 100 procent genbrugsplast. Erhvervshus Midtjylland har vejledt virksomheden i hvor der var penge at søge til en støbeform. Og de første 36.000 stole er solgt.

Upcycling Scandinavia

Bjerget af affald på kloden vokser voldsomt, og den kun to år gamle virksomhed Upcycling Scandinavia i Skive bruger kasseret papir, pap og plast fra affaldsbjerget til nye produkter.

Virksomheden er blandt de første i Europa, der udvikler produkter, som udelukkende består af genbrugsmaterialer.

De to ejere Erik Serritslev Jørgensen og Minik Helborg betragter affald som en værdifuld ressource. De har ønsket at være fuldstændig sikre på, at alt var 100 procent upcyclet plastik i deres første produkt Karoline stolen og har derfor besluttet at få den fremstillet hos Unika Danmark A/S.

Der bobler mange bæredygtige idéer i de to iværksættere. De har derfor stor gavn af at sparre med Erhvervshus Midtjylland, som bl.a. har hjulpet med vejledning, så virksomheden kunne sende ansøgninger til de rigtige steder for at skaffe en halv million kroner til en støbeform til stolen.

”For os som nystartede iværksættere er det vigtigt at blive vejledt af erhvervshuset, der bl.a. har styr på mulighederne for finansiering. Vi har fået anbefalet de mest oplagte for os, så vi ikke spilder tiden på at søge urealistiske steder. Og vi var heldige at få udviklingskroner i hus fra LAG-midlerne”, fremhæver Erik Serritslev Jørgensen.

Han er meget begejstret for, at erhvervshusets konsulent også fik virksomheden med i projekt ”Rethink Business”.

”Det har været med til at skære vores forretningsmodel til og både givet mere viden om bæredygtighed, netværk og nye samarbejdspartnere”, understreger Erik Serritslev Jørgensen.

Upcycling Scandinavia rådgiver nu andre private virksomheder og offentlige institutioner i at arbejde konkret med FNs 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling.

Nye produkter er i pipelinen baseret på filosofien om at give materialer fra affaldsbjerget nyt liv.

”Hver gang vi sælger en Karoline stol, bliver 1,9 kg affald forvandlet til et brugbart produkt. Og da vi har solgt 36.000 stole, batter det en del. Vores mål er 100.000 stole om året”, siger Erik Serritslev Jørgensen.

Læs mere om Upcycling Scandinavia her

Upcycling Scandinavia er fra Skive kommune.

Sidst opdateret: 06.11.2019