Pesitho blev guidet i den rigtige retning

Iværksættervirksomheden Pesitho i Herning har haft stor gavn af vejledning fra Erhvervshus Midtjylland om bl.a. strategi, kapital, teknologi og eksport. Det har medvirket til at lægge sten til et solidt fundament.

Pesitho

Et mikrokøkken, som drives af et solpanel, giver verdens fattige mulighed for at tilberede mad uden strøm og samtidig spare klimaet for CO2. Det er den innovative opfindelse fra tre ingeniører fra Herning.

Thorben Gonzalez Nielsen, Simon Buss La Cour og Marco Tinggaard er ikke længere kolleger hos Siemens men nu iværksættere og partnere i Pesitho ApS. Deres produkt har et enormt potentiale, for på verdensplan er der ca. 70 mio. flygtninge og 2 mia. fattige uden adgang til strøm.

”Vi har fået en ufattelig positiv respons på vores produkt. I løbet af det kommende år vil det vise sig om Pesitho har en god idé eller en ekstremt god idé,” siger direktør Thorben Gonzalez Nielsen.

Siden januar 2018 har han levet iværksætterdrømmen ud og gennem virksomhedens første halvandet år fået vejledning fra Erhvervshus Midtjylland, der har været med til at bringe virksomheden videre.

”Jeg har brugt vores kontaktperson, Jesper Juul Sørensen, ufattelig meget. Jesper har været let at få fat i og hurtig til at svare. Det har været med til at lægge sten til vores fundament, at han kan byde ind på alt lige fra det strategiske til finansierings-muligheder,” fremhæver direktøren.

Uanset hvilken problemstilling, Pesitho har stået med, har virksomhedskonsulenten ifølge iværksætterne haft et kvalificeret bud eller kunnet henvise til andre.

Pesitho samarbejder med nødhjælpsorganisationen Caritas Danmark, der har hjulpet med at få mikrokøkkenet testet i flygtningelejren ”Bidi Bidi” i Uganda, der rummer ca. 1 million flygtninge.

De første 600 anlæg sendes i februar 2020 til lejren, hvor de samles for at skabe lokale arbejdspladser. Derefter følger 500 hver måned.

Foreløbig er virksomheden udvidet med fire studentermedhjælpere, og direktøren vil fortsat flittigt bruge Erhvervshus Midtjylland.

Læs mere om Pesitho her

Pesitho er fra Herning kommune

Sidst opdateret: 10.01.2020