PanzerGlass rykker med raketfart
PanzerGlass er en af de førende i verden inden for skærmbeskyttere og et skoleeksempel på, at det nytter at tænke stort fra starten. På kun fem år har virksomheden opnået enorm succes globalt og skabt 65 arbejdspladser.
Når en ihærdig og initiativrig iværksætter tænker stort fra starten, rykker det
for alvor. Det er historien om virksomheden PanzerGlass et klokkeklart eksempel på.
Virksomheden blev startet i 2013 af Jimmy Olsen og er rykket helt frem i forreste
linje på verdensplan, som en af de førende inden for skærmbeskyttere til smartphones,
smartwatches og tablets.
Stifteren Jimmy Olsen har fået virksomheden til at accelerere lynhurtigt, fordi han
har fået tilført kapital fra pengestærke investorer i Juhl Bach Holding Group. Dermed
har der været råd til, at virksomheden kunne vokse og ansætte de rigtige folk. Potentialet
i virksomheden er meget stort, konstaterede Erhvervshus Midtjylland hurtigt og bevilgede
derfor medfinansiering til rådgivning til etablering på fjerne markeder. PanzerGlass
har brugt timerne på at købe rådgivning fra The Trade Council. Og det har spillet
en vigtig rolle for virksomhedens succes globalt.
CEO og stifter Jimmy Olsen siger:
”Vi havde ikke internationaliseret så hurtigt på fjerne markeder, men måske
valgt at satse på Sverige til en start, hvis det ikke havde været for The Trade Council
og Erhvervshus Midtjylland, som bevilgede rådgivningen. At få finansieret halvdelen
af udgiften til rådgivning betyder meget”.
I dag har PanzerGlass eget salgs-setup i Australien, Kina, Hong Kong, Tyrkiet, Dubai,
Sydafrika, Tyskland, Brasilien og USA. Jimmy Olsen påpeger:
”PanzerGlass er en virksomhed i vild vækst, og Erhvervshus Midtjylland har
været meget forretningsmindede og klippet en hæl og hugget en tå for at få deres tilbud
til at passe til os”.
Imponerende salgstal på fjerne markeder betyder, at væksten i PanzerGlass har været
helt oppe på 400%. I 2018 blev den ”kun” 50%, for virksomheden havde planlagt
et år, hvor der skulle pustes ud, mens der blev bygget nyt domicil ud til motorvejen
tæt ved Aarhus. Målet er fortsat at ligge i førerfeltet i den benhårde konkurrence
på verdensplan. Og når endnu flere markeder skal erobres, tyr Jimmy Olsen gerne til
Erhvervshus Midtjylland igen.
Panzerglass er fra Favrskov kommune.
Sidst opdateret: 06.11.2019