Nærvarmeværket fik råd til strategi

Økonomisk medfinansiering fra Erhvervshus Midtjylland sikrede Nærvarmeværket a.m.b.a. på Norddjurs en strategi i opstartsfasen. Nu sælger virksomheden varmepumper over hele landet.

Nærvarmeværket

 

Tilbyd forbrugere at udskifte deres oliefyr eller gasfyr med vedvarende energi i form af en varmepumpe. Det var den idé, direktør Michael Meldgaard fik til at starte et selvstændigt selskab under forsyningsvirksomheden i landsbyerne Trustrup og Lyngby på Norddjurs.

Nærvarmeværket a.m.b.a. har gennem halvandet år solgt miljørigtige varmepumper, som giver forbrugerne billigere og mere miljørigtig varme med mindre CO2 udslip.

Fra virksomhedens reklamebureau hørte direktøren om muligheden for gennem Erhvervshus Midtjylland at få midler til at udvikle en strategi for salg og markedsføring i det nye selskab.

”Med halvdelen af udgifterne til eksterne konsulenter finansieret fra Erhvervshus Midtjylland havde vi råd til at få lagt en strategi allerede i opstartsfasen. Det har været en stor hjælp at få kompetencer til strategien ind udefra”, siger Michael Meldgaard.

Strategien for salg og markedsføring blev udarbejdet med hjælp fra reklamebureauet, som vandt opgaven, i første halvdel af 2019.

”Nu høster vi frugterne af den. Vi har både taget hul på online markedsføring og på Facebook, og det kunne vi ikke selv have gjort. Strategien betyder, at vi lettere kan målrette vores markedsføring, og det har rykket”, påpeger direktøren.

Nærvarmeværket sælger i dag varmepumper over hele landet lige fra Vestjylland til Bornholm. Men flest på Djursland. Som følge af successen er der oprettet en stilling som salgs- og marketing-medarbejder.

”I øjeblikket er vi i dialog med virksomhedskonsulenten fra Erhvervshus Midtjylland om en mentor til vores marketingsmedarbejder. Han har foreslået, at vi får en erfaren erhvervsmand tilknyttet. Det har stor værdi, at erhvervshuset kommer med forslag, vi kan få gavn af, for det får jeg ikke selv fulgt med i”, siger Michael Meldgaard.

Læs mere om Nærvarmeværket her

Nærvarmeværket A.M.B.A. er fra Norddjurs kommune

Sidst opdateret: 27.01.2020