Monosoft får strategi efter 10 år

Bundlinjen ser bedre og bedre ud hos Monosoft i Norddjurs, for Erhvervshus Midtjylland er med direktørens ord ved at forvandle ham til en forretningsmand.

MONOSOFT


Jimmy Borch er ikke forretningsmand, siger han selv. Alligevel har han i 10 år drevet Monosoft, som er et it-konsulenthus i Grenaa med otte medarbejdere, som skræddersyr it-løsninger.

For nogle år siden blev han kontaktet af virksomhedskonsulent Lise Haahr Hanneslund, men Jimmy Borch mente ikke, at Erhvervshus Midtjylland var noget for ham.

”Jeg har ikke haft vækstplaner for Monosoft. Kun ønsket om at skabe en arbejdsplads, hvor mine medarbejdere, som er verdens bedste, er glade for at komme på arbejde. Men jeg er imponeret over, at erhvervshuset har gemt deres vækst-programmer væk og i stedet spørger, hvordan de så kan hjælpe”, siger Jimmy Borch.

Siden har han fundet ud af, at erhvervshuset har mange tilbud, som giver god mening for ham og Monosoft. Og som en sidegevinst er virksomheden vokset.

”Lise kommer på besøg 2-4 gange om året, og hun er god at sparre med. Med museskridt er hun ved at forvandle mig til en forretningsmand. Hun har anbefalet mig at hyre en ekstern konsulent. Og gennem det sidste års tid har han coachet mig om mine mål og visioner for Monosoft,”, påpeger Jimmy Borch.

MONOSOFT

At direktøren er en dygtig it-håndværker betyder ikke, at han også er god til at være direktør, men nu hjælper konsulenten med direktør-delen. Og Jimmy Borch mener, han får fuld valuta for de penge, han betaler.

Trods 10 år som virksomhedsejer har Jimmy Borch først lagt en strategi i år.

”Jeg kan se, at en strategi giver mening. Vi bliver klogere på, hvad det er vi vil, og det giver en skarpere profil. Kunderne banker på døren, så vi ikke kan følge med. Ligesom tallet på bundlinjen bliver større,” fremhæver han.

En anden gunstig effekt af kontakten med Erhvervshus Midtjylland er, at han har fået udvidet sit netværk betragteligt ved at deltage i arrangementer. Plus fået nye samarbejdspartnere. Typisk deltager han sammen med en af medarbejderne.

”En anden gevinst er, at vi har opdaget, at vores mange iværksætter-kunder kan få medfinansieret de it-løsninger, de køber hos os. Dermed er de ikke nødt til at gå efter den billigste, men vi kan skabe den optimale løsning til dem, fordi de ikke skal betale det hele selv,” fremhæver Jimmy Borch.

Læs mere om Monosoft her

Monosoft ApS er fra Norddjurs Kommune

Få sparring på din virksomhed

Tag en uforpligtende snak med en af vores konsulenter. Vores sparring er gratis og uforpligtende - og vi tager altid udgangspunkt i din virksomheds konkrete behov.

Jeg vil gerne kontaktes

Sidst opdateret: 24.08.2020