House of Kids stormer ind på det tyske marked

Sparring fra Erhvervshus Midtjylland har bidraget til at udvikle online shoppen House of Kids i Odder. Det er langt fra noget nyt, at virksomheden trækker på erhvervshuset.

House of kids

House of Kids sælger tøj, sko og legetøj til børn med stor succes. Det gælder også syd for grænsen, hvor de mere end 100 danske og udenlandske brands i høj grad falder i den tyske forbrugers smag. Vækstraterne er tre-cifrede, og der er allerede ansat flere tyske medarbejdere.

Erhvervshus Midtjylland har været sparringspartner på vejen ud på det nye marked. Og det er ikke noget nyt, at House of Kids trækker på erhvervshuset. Det har virksomheden gjort gennem en årrække.

”Adgangen til løbende sparring skaber udvikling i virksomheden. De kompetente virksomhedskonsulenter kan både udfordre forretningen og strategien”, siger House of Kids direktør Jesper Rising Rasmussen.

Den løbende sparring og medfinansiering fra Erhvervshus Midtjylland betyder ifølge direktøren, at beslutninger er baseret på viden. Sparringen har bl.a. ført til, at Erhvervshus Midtjylland for tiden medfinansierer en digitaliseringsproces, som optimerer virksomhedens digitale platform.

”Vores hus består af den danske webshop, der er fundamentet for virksomheden, og den danner grundlag for en tysk og en international udgave. Med udsigten til at åbne flere nye markeder er der behov for kompetent sparring. Det er vi i gang med ved hjælp af eksterne konsulenter”, fortæller Jesper Rising Rasmussen.

Digitaliseringsprocessen skal sikre, at House of Kids platform kan matche det høje ambitionsniveau, virksomheden har i sin ekspansions-strategi.

Siden grafiker Helle Gulmann startede virksomheden i 2005 har den haft vokseværk og tæller nu mere end 20 medarbejdere.

For et års tid siden lancerede virksomheden sit eget brand med meget konkurrencedygtige priser. Tøjet bliver produceret i Europa, og tekstilerne er Oeko-Tex certificeret og i høj kvalitet. De kommende år vil egen produktion og nye markeder være en stor del af vækststrategien.

Læs mere om House of Kids her

House of Kids er fra Odder kommune.

Sidst opdateret: 06.11.2019