Produktionen hos Etiflex ruller videre i fuld fart

Der har været ekstra tryk på produktionen i Etiflex i Silkeborg under Corona-krisen. Forventningen er fortsat vækst og ikke fyringer i krisens kølvand. 4 nye medarbejdere er ansat de sidste par år, og de er nu 34.

stor

Trods Corona-krisen er der meget travlt hos Etiflex, der årligt trykker milliarder af etiketter. Seks ud af 10 kunder er fødevarevirksomheder, og de har bestilt ekstra etiketter, for lige efter nedlukningen af Danmark steg salget af fødevarer og øl, og det satte ekstra tryk på maskinerne.

Nu er Etiflex nede på at have lige så travlt, som de plejer, og i en vækstvirksomhed som Etiflex, der de senere år har ansat nye medarbejdere, siger det ikke så lidt.

Under Corona-krisen sørger det interne salgsteam og medarbejderne i produktionen for, at maskinerne kører i tre holds skift, mens de øvrige funktionærer arbejder hjemme på skift.

Virksomheden startede i 1973 i et industrikvarter ved Silkeborg med få medarbejdere, og siden er staben vokset til 34. Og i modsætning til hvad andre virksomheder oplever pt, skrumper antallet af kunder ikke. Ligesom ved sidste krise i 2008 har kunderne fortsat brug for at deklarere fødevarer.

”Ordrerne strømmer stadig ind, og vi kan trykke på livet løs, som vi plejer. Den største udfordring har været at holde folk raske, så vi kan nå det hele. Det er lykkedes indtil nu ved at følge myndighedernes anvisninger og krydre disse med stramme lokalregler på Etiflex. Ingen har været ramt, og det er vi taknemmelige for,” siger adm. direktør Martin Ahler.

Det er lykkedes at holde Covid-19 fra døren ved at gå med livrem og seler, så f.eks. en medarbejder, hvis ægtefælle skulle testes for Corona-virus, midlertidigt er blevet hjemme, selvom der er meget travlt. Så har kollegerne knoklet et par timer ekstra.

”Vi har en fantastisk medarbejderstab, og de har forstået vigtigheden af at overholde anvisningerne. Kort sagt er vi rykket sammen i bussen. Vi føler os meget privilegeret, for det ville være en katastrofe, hvis vi skulle have lukket fabrikken ned, ligesom mange andre har været nødt til,” understreger Martin Ahler.

Han mener, at det nærmest er et mirakel, at ingen har været Corona-ramt. Etiflex har i forvejen stor fokus på hygiejne som fødevarecertificeret leverandør til fødevarebranchen, og det har hjulpet til at kunne køre derud af uden problemer.

På Etiflex er de ifølge direktøren ved at samle brikkerne for at trække læring ud af krisen. Og de har bl.a. udnyttet huller i de tidligere tætpakkede kalendere til at deltage i webinarer som Erhvervshus Midtjylland har tilbudt midtjyske virksomheder og sparret med virksomhedskonsulenten fra Erhvervshus Midtjylland online.

En løbende udfordring har været at få råvarerne hjem fra Italien, England og Frankrig. Men virksomhedens medarbejdere har i samarbejde med kunderne været særdeles kreative og fundet alternative materialer på lageret, de kunne trykke på i stedet. Nu er der tæret godt på lageret, men håbet er, at det holder til den anden side af Corona-krisen.

”Vi ser da også, at forsyningslinjen er ved at bliver normaliseret efterhånden som Danmark og resten af Europa gradvist åbner op igen,” påpeger Martin Ahler.

Læs mere om Etiflex her

Etiflex er fra Silkeborg Kommune

Tilbud til virksomheder med vækstpotentiale

For virksomheder med vækstambitioner og -potentiale, har vi en lang række tilbud, som dækker netværk, events og forløb med ekstern rådgivning.

Læs mere her

Sidst opdateret: 01.05.2020