Restaurant Noli sætter turbo på sit uderumsprojekt med hjælp fra Omstillingspuljen

Restauratør Morten Thomsen er begejstret over en hurtig og smidig ansøgningsproces og har allerede sat gang i sit uderumsprojekt i plantagen Skelhøje i Ikast, der er skal medvirke til at omstille virksomheden til den nye virkelighed.

DEKORATIVT_BILLEDE


Naturoplevelser i alle afskygninger er det gennemgående tema for Morten Thomsens uderumsprojekt. Restauratøren fik for alvor blod på tanden til at sætte gang i projektet, da han oplevede stor efterspørgsel efter sine madkurser. Det blev startskuddet til et projekt, hvor kun fantasien sætter grænser.

Restauratøren har nemlig investeret i syv hektar skov og land, hvor han er i fuld gang med at anlægge arealet, så alle ideerne til naturoplevelser får de optimale rammer.

Det kræver selvsagt en del omstilling fra traditionel restaurant, som Morten Thomsen nu driver på gågaden i Ikast, til at drive et oplevelsessted. Men restauratøren mener det og har tilmed ansat en tømrer, der arbejder på projektet:

”Mit helt store ønske har været at være klar med det nye uderum til maj. Det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis jeg ikke havde fået bevilget midler fra Omstillingspuljen. Nu kan jeg sætte turbo på projektet og være klar til sæsonstart”, siger Morten Thomsen.

DEKORATIVT_BILLEDE

Uderummet i Skelhøje er tidligere blevet testet af under interimistiske forhold, hvor Morten Thomsen f.eks. lånte sig til toiletfaciliteter hos naboen.

Men med ambitioner om at stedet skal kunne rumme en lang række coronavenlige tiltag og aktiviteter såsom madkurser under åben himmel, plukke-skovsvampe-dage, lækkert udendørs spisested med pizza brændeovn, firmamesser i skoven og måske endda en mini-festival, skal de praktiske forhold på stedet også kunne bære det:

”Om Coronavirus så forsvandt i morgen, så ville kundernes adfærd ikke ændre sig. Derudover har de mange restriktioner, som vi i restaurationsbranchen, men også samfundsmæssigt er underlagt, åbnet folks interesse for naturen. Jeg kan se hvor mange, der stopper op og følger projektet, når de går tur derude”, siger Morten Thomsen

Etableringen af praktiske faciliteter fra bunden ude i en plantage er en større omgang. Derfor valgte Morten Thomsen at ansøge om en bevilling via Omstillingspuljen:

”Udsigterne til et færdigt område med de rette faciliteter i Skelhøje ligger pludselig ikke 10 år ude i fremtiden. At poste mange hundredetusinde i et projekt for at komme op på det rette serviceniveau, er meget, når man som restauratør i øjeblikket ikke tjener penge. Midlerne fra Omstillingspuljen gør, at jeg når meget længere og kan sætte gang i f.eks. udgravninger, som vi ikke selv kan løfte”, påpeger restauratøren.

Læs mere om Restaurant Noli her

Restaurant Noli er fra Ikast-Brande

Hjælp til turisme- og oplevelsesbranchen

Turisme- og oplevelsesbranchen står i en svær tid, hvor corona-krisen på nuværende tidspunkt er altoverskyggende, og langt størstedelen af branchen er nødsaget til at holde lukket. Har du en plan for, hvordan din virksomhed kommer i gang igen?

Læs mere om, hvordan du kan få hjælp

Sidst opdateret: 22.03.2021