Modetøjet sælges på en ny måde

Redefined Fashion har brugt Corona-krisen til at tænke ud af boksen. Nu sælger Ikast-virksomheden modetøj digitalt med hjælp fra Erhvervshus Midtjylland.

Redefined_fashion_dekorativt_billede


I en Corona-tid dukker der dagligt nye udfordringer op på Redefined Fashion, som designer, producerer og eksporterer modetøj til Skandinavien og en stribe europæiske lande.

”Det er en udfordrende tid, og krisen har været en anledning til at vurdere, om vi skulle gøre noget andet, end vi plejer, så vi og vores kunder kunne komme gennem krisen,” siger Chalotte Kjær Bruun.

Hun ejer og driver Redefined Fashion sammen med Irena Riberholt Jørgensen og Kasper Moeslund. I dag har Redefined Fashion 35 medarbejdere og mærkerne Minus, Friendtex, Once, White and more, Peppercorn og Desires under samme tag på Industrivej i Ikast.

6 gange om året har virksomheden hidtil sendt sælgere ud for at vise den nyeste kollektion. Det sker ikke mere, for nu bliver der satset på digitalisering og et nyt set up til kunderne.

Fremfor besøg af en sælger får kunderne præsenteret kollektionen via en film, ligesom de får sendt stofprøver, inspiration til sammensætning af deres ordre og intro til trends og farver. Det foregår på den platform, kunderne kender i forvejen. Bagefter er der rådgivning fra en medarbejder om de digitale bestillinger.

”Vi har haft brug for kompetencer udefra til det nye set up. Heldigvis kunne vi med hjælp fra Erhvervshus Midtjylland, som vi løbende er i dialog med, få ekstern rådgivning. Det er fantastisk med så god opbakning til danske virksomheder,” mener Chalotte Kjær Bruun.

Redefined_fashion_dekorativt_billede

For at udnytte potentialet på de eksisterende eksportmarkeder har virksomheden søgt og fået tilskud til en eksport-strategi og et digitaliserings-forløb.

”Corona-krisen er en stor mundfuld for os, og tilskuddet er afgørende. Det har givet tryghed og mulighed for at købe kvalificeret ekstern rådgivning, som vi ellers kunne være nødt til at spare væk. Med Erhvervshus Midtjylland bag os, fik vi hurtigt projektet søsat og var langt bedre rustet til at tilbyde kunderne et godt alternativ,” understreger Chalotte Kjær Bruun.

De to forløb med eksterne konsulenter er i den afsluttende fase. Undervejs har dialogen med kunderne, som spænder lige fra en gigant som Boozt.com til ejere af en enkelt butik, været tæt. Konceptet er forbedret på baggrund af deres feedback.

”Det er den helt rigtige strategi for os. Det er en langsigtet investering i fremtiden at give kunderne rabat og frihed til at se de nye kollektioner, når det passer dem. Den første kollektion, som er solgt på den nye måde, bliver pt leveret til kunderne, og tilbagemeldingerne er gode,” påpeger Chalotte Kjær Bruun.

Læs mere om Redefined Fashion her

Redefined Fashion er fra Ikast-Brande Kommune

Få sparring på din virksomhed

Tag en uforpligtende snak med en af vores konsulenter. Vores sparring er gratis og uforpligtende - og vi tager altid udgangspunkt i din virksomheds konkrete behov.

Jeg vil gerne kontaktes

Sidst opdateret: 04.11.2020