Rejsebureau vil digitalisere sig til konkurrencefordel

Med ét forsvandt over halvdelen af AlfA Travels omsætning. Nu sætter rejsebureauet fra Holstebro turbo på digitaliseringen med tilskud fra Omstillingspuljen for at stå stærkere i tiden efter pandemien.

DEKORATIVT_BILLEDE


I mere end 20 år har AlfA Travel arbejdet med at sikre, at firmaer og studerende får store rejseoplevelser med hjem i bagagen. En niche i rejsebranchen, der inden COVID-19 var præget af meget tydelige og faste bookingmønstre. Det har Corona vendt 100% op og ned på, understreger Jeanette Staunstrup Christensen, der er marketingchef og medejer af AlfA Travel.

For da COVID-19 gjorde sit indtog og rejsevejledningerne farvede store dele af verden først gul, så orange og til sidst rød, skabte det stor usikkerhed hos AlfA Travels kunder. De turde ikke forpligte sig ved at booke rejser, og som dug fra solen forsvandt store dele af AlfA Travels omsætning.

Gennem branchekolleger blev hun opmærksom på Omstillingspuljen. Her kan virksomheder som AlfA Travel, hvis markeds- og kundegrundlag er stærkt udfordret af Covid-19 situationen, søge om en kærkommen, økonomisk håndsrækning til omstillings- og innovationsprojekter, så de får mulighed for at komme styrket gennem en hård tid:

”Lige nu er det svært at finansiere større projekter og udvikling. Situationen i rejsebranchen betyder, at alle investeringer er sat i bero, men Omstillingspuljen gør, at vi kan justere der, hvor vi har behov for det”, siger Jeanette Staunstrup Christensen.

DEKORATIVT_BILLEDE

Via Erhvervshus Midtjylland har AlfA Travel fået bevilliget midler fra Omstillingspuljen som skal bruges på at stå knivskarpt i markedsføringen overfor deres målgrupper, så de matcher kundernes nye adfærd. Derudover kommer rejsebureauet, der det seneste år har været nødsaget til at afskedige fire meget erfarne medarbejdere, til at arbejde strategisk med onlineannoncering og automatisering af de interne arbejdsprocesser:

”Vi kommer til at stå et helt andet sted rent teknologisk, og vi vil få frigjort tid og ressourcer til god behandling og service af vores kunder. I sidste ende er målet at investeringerne skal give os en konkurrencemæssig fordel post-corona”, påpeger Jeanette Staunstrup Christensen.

Læs mere om AlfA Travel her

AlfA Travel er fra Holstebro Kommune

Få sparring på din virksomhed

Tag en uforpligtende snak med en af vores konsulenter. Vores sparring er gratis og uforpligtende - og vi tager altid udgangspunkt i din virksomheds konkrete behov.

Jeg vil gerne kontaktes

Sidst opdateret: 11.05.2021