BookBites er begejstret for rådgivning

Et rådgivningsforløb med specialister udefra medfinansieret af Væksthus Midtjylland har løftet BookBites’ kommunikation og salg og medvirket til at skabe vækst og to nye job.

bookbites-1
Lasse Nyrup, direktør Bookites

Den digitale læseplatform BookBites, som stimulerer børns læselyst og –evner, får flere og flere kunder blandt landets skoler. I Norge er platformen valgt til at være den nationale læseplatform, og det håber direktør Lasse Nyrup, at den også bliver for de 550.000 folkeskoleelever i Danmark.

Han startede virksomheden sammen med tre partnere i 2015, og her tre år senere er de 13 ansatte, og det går rigtig godt. Især de seneste måneder har været præget af høje vækstrater. Det skyldes ikke mindst et vellykket rådgivningsforløb, som er sat i søen via Væksthus Midtjylland, vurderer Lasse Nyrup.

Ét besøg blev startskuddet til samarbejdet

Lasse Nyrup blev kontaktet af en af Væksthus Midtjyllands konsulenter, som spurgte, om han måtte komme på besøg hos virksomheden på Katrinebjerg i Aarhus Nord. Besøget blev startskuddet til et samarbejde, som Lasse Nyrup meget gerne fortsætter.

”På grund af medfinansiering fra Væksthus Midtjylland har vi haft mulighed for at hyre specialister udefra og springe dyre lærepenge og kostbart tidsforbrug over. En rådgivning, som ellers er urealistisk for en start-up som BookBites"

Lasse Nyrup, Direktør hos BookBites

Fokus på kommunikation

”Med rådgivning fra et kommunikationsbureau har vi løftet vores kommunikations- og salgsarbejde og fået et super afsæt for vores fremtidige arbejde med marketing automation og skabt to nye job i BookBites. Vi har opdaget, at vi har behov for kommunikations-folk i huset”, påpeger han.

BookBites har fået hjælp til at kvalificere og præsentere den viden, virksomheden har om digital læsning. Oveni kommer detaljeret og værdifuld viden om potentielle kunder.

”Sådan et forløb ville vi ikke kaste os ud i på nuværende tidspunkt, hvis vi ikke kunne få finansieret halvdelen af udgiften. Men det har gjort BookBites mere effektiv og målrettet og lægger grunden til hurtigere vækst”, siger Lasse Nyrup.

Stigning i antal besøgende og trafik på website

Endnu kan effekten ikke måles på bundlinjen, for det er kun fire måneder, siden forløbet er afsluttet. Men Lasse Nyrup er overbevist om, at den snart viser sig.

”Der er meget mere trafik på vores website, og antallet af brugere er allerede steget”, understreger han.

bookbites-2
Lasse Nyrup, direktør hos BookBites

En god og nem proces

Mængden af bureaukrati og dokumentation har været minimal i forbindelse med rådgivningsforløbet, mener han.

”Væksthus Midtjylland er det nemmeste sted, vi hidtil har fået hjælp fra. Det har været en fleksibel og super god proces, som jeg gerne gentager. Derfor anbefaler jeg varmt Væksthus Midtjylland til alle, jeg møder, for det er vigtigt, at andre start-ups kender til muligheden for at få medfinansiering til konsulenthjælp udefra”, siger Lasse Nyrup.

Konsulent Johnny Kristensen fortæller:

"Jeg tog kontakt til Lasse og Bookbites fordi jeg mente, at Væksthus Midtjylland havde en del at byde ind med til deres udvikling. Efter nogle gode snakke stod det klart, at deres gennemtestede og skalerbare koncept kunne have god gavn af en vækstindsprøjtning i forhold til markedsføring, kommunikation og salg. Det resulterede i medfinansiering til et skarpt kommunikationsbureau, som har løftet fokus på og kvaliteten af Bookbites markedsføring."

Kontakt Johnny Kristensen

Der bliver arbejdet på nyt forretningsområde

BookBites er godt i gang med et nyt forretningsområde, som retter sig mod familier. Virksomheden ønsker at tilbyde et pædagogisk redskab til både forældre og lærere, som motiverer børn til at læse bøger, dele deres læseoplevelser og konkurrere med hinanden.

bookbites-3

Lasse Nyrup, direktør hos BookBites

Sidst opdateret: 22.10.2018