Bollerup Jensen udvikler mere miljøvenlig lim

En lim uden formaldehyd er det lovende resultat af en målrettet innovations-proces i Ringkøbing-Skjern virksomheden. Erhvervshus Midtjylland har bl.a. hjulpet med vejledning.

Bollerup Jensen

Den vestjyske produktions- og udviklingsvirksomhed Bollerup Jensen i Ådum er i rivende udvikling og satser i stigende grad på innovation. Det har resulteret i, at de 19 ansatte har udviklet nye og mere bæredygtige produkter.

Det ene produkt, som er en mere miljøvenlig lim, er på vej ud på markedet, og også andre er stærkt undervejs. Erhvervshus Midtjylland har været en værdifuld sparringspartner i processen.

”Vores faste kontaktperson i erhvervshuset giver stor værdi for Bollerup Jensen. Senest har han hjulpet med vejledning i forbindelse med udvikling af de nye produkter”, siger direktør Frode Dale.

Direktøren sætter stor pris på, at Bollerup Jensen, der fremstiller tekniske produkter som natrium-, kalium og litiumvand samt sæbe- og rengøringsprodukter, har løbende kontakt til Erhvervshus Midtjylland.

”Virksomhedskonsulenten kender os godt og sørger for at give os overblik over de forskellige støtteordninger, som kan være relevante for os. Det er en super nem måde at være opdateret på for os”, påpeger Frode Dale.

Bollerup Jensen forventer, at omsætningen mangedobles de kommende år, for de første kunder har allerede vist stor interesse for den nye lim, hvor det er lykkedes at erstatte formaldehyd med et mere miljøvenligt materiale.

”Limen uden formaldehyd forventer vi os så meget af, at vi skal til at trappe op i produktionen. Den giver ikke bare store muligheder på det danske marked men også globalt”, vurderer Frode Dale.

For at kunne følge med efterspørgslen på den miljøvenlige lim bliver det nødvendigt at øge produktionen ved at automatisere en del af den. Samtidig skabes nye jobs til flere medarbejdere. Der bliver efter al sandsynlighed fortsat brug for Erhvervshus Midtjylland som sparringspartner.

Læs mere om Bollerup Jensen her

Bollerup Jensen er fra Ringkøbing-Skjern kommune.

Sidst opdateret: 06.11.2019