Balling-Bro har opfundet ny mejetærsker

Det første patent, Jakob Balling Bro Sørensen fra Randers har søgt, er i hus med hjælp fra Erhvervshus Midtjylland.

balling-bro

En helt ny type mejetærsker, som løser nogle af landbrugets udfordringer, er udviklet af Jakob Balling Bro Sørensen. Han har selv stået med fingrene i maskinen i en hal i Favrskov, for han er både uddannet landmand og maskiningeniør.

For to år siden tog Jakob Balling Bro Sørensen springet fra et fast job i en udviklingsafdeling gennem 17 år til selvstændig virksomhed. Og han har netop anmeldt sit første patent internationalt.

Den innovative mejetærsker vejer mindre og gør dermed ikke så stor skade på markerne. Og når landmanden er færdig med at høste, er der med mejetærskerens hjælp også indsamlet ukrudtsfrø og avner i en separat bunke. Det kan sælges videre som biomasse og betyder, at landmanden både kan tjene penge på selve høsten og biomassen.

Jakob Balling Bro Sørensen er glad for den hjælp, han har fået fra virksomhedskonsulent Niels Bech Laursen i Erhvervshus Midtjylland. Bl.a. til en Innobooster-ansøgning, som har resulteret i 1,3 mio. kr.

”Niels har været en rigtig god sparringspartner, og det har haft en god virkning, at jeg kunne vende de ting, jeg var i tvivl om. Han har hjulpet med at søge midler og rådet mig til at søge rådgivning om patenter. Jeg har for alvor fået øjnene op for, at det er meget værd at have en, som bistår mig i processen”, siger Jakob Balling Bro Sørensen.

balling-bro

Medfinansiering af en ekstern specialist i patenter har hjulpet patent-processen i mål, og patentet er netop blevet offentliggjort internationalt. Næste skridt er at vurdere, hvilke lande Jakob Balling Bro Sørensen specifikt vil søge patent i.

”Hvordan jeg kommer videre, har Niels også mange idéer til. Jeg bliver altid klogere af at få hans vurdering og input, for jeg får meget ud af at sparre med nogen, som ser ud over mine egne kompetencer”, fremhæver Jakob Balling Bro Sørensen.

Foreløbig har han ansat den første medarbejder. Målet er, at der bliver råd til flere, og virksomheden vokser til at blive et forsknings- og udviklingshus.

Om Jakob Balling Bro Sørensen selv skal producere og sælge den nye mejetærsker eller sælge patentet, ved han endnu ikke. Men han drøfter sine overvejelser med Erhvervshus Midtjylland. Ligesom tidligere beslutninger, hvor han har været i tvivl.

Balling-Bro er fra Randers Kommune

Få sparring på din virksomhed

Tag en uforpligtende snak med en af vores konsulenter. Vores sparring er gratis og uforpligtende - og vi tager altid udgangspunkt i din virksomheds konkrete behov.

Jeg vil gerne kontaktes

Sidst opdateret: 14.09.2020